FORSIDEN
NOVEMBER MÅNED
ALLE MÅNEDER
JANUAR
FEBRUAR
MARTS
APRIL
MAJ
JUNI
JULI
AUGUST
SEPTEMBER
OKTOBER
NOVEMBER
DECEMBER
GRATIS DOWNLOAD
BØGER
BØNNER
TEMA-ANDAGTER
LOVSANG. DANSK-NORDISK
WORSHIP - TRADITIONEL
WORSHIP - NYESTE
WORSHIP diverse UDLAND
JULESANGE
SØGESIDE



Dagens Ord Andagt
29. april


Ringduen



Fortælling af Gert Grube, 2012

Sommeren var ved at bryde igennem i den gamle parcelhushave, som var omkranset af ligusterhække.  Himlen var blå med lette drivende skyer. Syrenerne duftede stærkt og fuglene sang. Tæt ved huset stod et foderbræt, hvor der var stor aktivitet. Musvitter, gråspurve, bogfinker, blåmejser og grønirisker og en enkelt solsort var travlt optaget med at indtage føde.

 

En dreng sad i nærheden i sin kørestol og nød det hele. Han havde været syg i en del år og havde døjet meget med indlæggelser i lange perioder. Nu havde han en periode, hvor sygdommen var stabiliseret, og han kunne ligesom slappe lidt af, men han vidste, at sygdommen når som helst kunne bryde ud, så han igen skulle indlægges. Men lige nu nød han livet. Han havde efterhånden lært at tage en dag af gangen, og tankerne om sygdommen blev erstattet af glæden ved at iagttage fuglenes færden.

 

Han kunne sidde længe og betragte fuglene, som efterhånden var blevet hans venner. Han havde lært deres navne og deres stemmer og lagt mærke til deres særpræg ved foderbrættet. Musvitterne og blåmejserne havde let ved at hænge fast i majskuglerne, som var ved foderbrættet. De pillede solsikkefrøene ud af kuglerne og havde et værksted i nærheden, hvor de hakkede løs på frøet, indtil kernen blev frigjort.

 

Han lagde ligeledes mærke til de fugle, der havde travlt med at finde redemateriale. Solsorten havde fundet en lille afsats under terrassetaget. Bogfinken havde fundet en busk tæt ved husmuren. Musvitten havde allerede fundet sin redekasse og blåmejsen havde fundet en lille birketræsfuglekasse i hjørnet af haven. Fuglene havde en fantastisk evne til at indrette sig efter hinanden, mens de fløj rundt.

 

Pludselig dukkede et par duer op. De gik majestætisk frem og tilbage for at samle de frø op, der var faldet ned fra foderbrættet. Drengen nød deres rolige gang. Det var ligesom deres ro forplantede sig i hans sind. Han havde lagt mærke til dem, mens de havde travlt med redebygningen i et nærstående grantræ. De arbejdede godt sammen. Når hunnen lå på reden, sørgede hannen for at give den mad.

 

Drengen havde også lagt mærke til, at duerne var meget regelmæssige i deres vaner. Det var næsten på klokkeslæt, at de kom til foderbrættet og derefter fik lidt vand fra en hul sten. Duerne var et herligt bekendtskab. Af og til holdt de flyveøvelser tæt ved huset. Jo, det var spændende for drengen at iagttage det hele.

 

Men pludselig blev idyllen afbrudt af en vred nabo, som råbte op: ”Forsvind I flyvende rotter!” Drengen blev forskrækket over dette udråb og ville have en forklaring af bedstemoderen, der lige kom forbi. Hun svarede beredvilligt: ”Ja, som du hører, er der nogle mennesker, som ikke kan lide ringduen; måske fordi den efterlader sine hvide klatter alle vegne og afgiver en monoton kurren, når den blandt andet sidder rundt på hustagene, men jeg synes nu ikke, det er så slemt. Jeg er meget optaget af duerne, fordi deres rolige, smukke og statelige adfærd påvirker mit sind. Jeg kan for eksempel godt nogle gange blive lidt bekymret for dig, men når jeg så ser på duen, bliver jeg mindet om Guds kærlighed og fred, og så får jeg en dyb fred i mit indre, som overgår al min forstand.

 

Drengen lyttede opmærksomt til bedstemoderen og spurgte videre. ”Hvorfor hedder den for resten ringdue”? Bedstemoderen smilede til sit barnebarn og forklarede: ”Det er nok, fordi dens hvide halsplet på afstand ser ud til at danne en ring om halsen. At duerne bliver kaldt ”flyvende rotter” siger mere om mennesker end om duer. Man kan godt kalde duerne en slags nyttige skraldemænd, fordi de spiser alle de korn og frø de andre fugle smider ned fra fuglebrættet, og som du ser, så er duerne heller ikke bange for mennesker. Jeg tror den almægtige Gud har givet os duen, fordi den udsender et signal om fred, håb og kærlighed.

 

Gud anvendte jo duen allerede fra Noas dage, hvor en due medbragte et olieblad i sit næb for at signalere redning fra vandet, der havde dækket jorden. Langt senere, da hans egen søn blev døbt, svævede Guds ånd som en due ned over Jordanfloden. Samtidig sagde Gud højt: ”Du er min elskede søn, jeg glæder mig over dig”. Duen bringer håb og kærlighed fra himlens Gud. Mange mennesker i vore dage bruger den også som et tegn på fred”.

 

Drengen tænkte meget over det bedstemoderen havde fortalt og forstod, at duen var noget ganske særligt. Den var anderledes end de andre fugle. Den gjorde gavn på en særlig måde. ”Kom her hen min gode ven”, hviskede drengen, og ringduen lagde sit hoved på skrå for at lytte, men i det samme ramte en solstråle dens ene øje og dannede ligesom et lille lysende kors. Det gjorde et stærkt indtryk på drengen. Roligt og næsten majestætisk vandrede duen derefter tæt forbi kørestolen. Drengen betragtede den nøje. Det var som om, den med det lysende kors havde bragt bud fra en anden verden, en verden der fint passede med det bedstemoderen havde fortalt om. Gud havde gennem duen på symbolsk vis sænket sin himmel til menneskene og givet dem håb.

 

Drengen betragtede fra nu af duen som en god ven, der bragte håb og fred til mennesker, fordi den almægtige Gud havde anvendt den som en del af sin redningsplan. Først da verden skulle frelses fra syndfloden, og sidst da Gud ved Jordanfloden fortalte mennesker, at Jesus virkelig var hans elskede søn, der skulle frelse hele verden.

 

Bedstemoderen havde også i sine forklaringer nævnt, at folk ikke altid talte pænt om Jesus, at han ligesom ringduen var blevet hånet og foragtet, selv om han var Guds søn, der kom med fredens og håbets budskab, ja, en hel bys befolkning havde endda bedt Jesus om at forsvinde, ligesom den vrede nabo havde reageret overfor duerne.

 

Drengen syntes, at det var mærkeligt, at naboen og mange andre ikke kunne se det ophøjede i duen. De så kun dens usselhed og kaldte den blot for ”den flyvende rotte”. Pludselig sagde bedstemoderen nogle særlige ord til drengen: ”Ja, nogle øjne ser, hvad de andre ikke ser, men ser du noget, så tro det kun trygt, for Jesus ved, at du tror på ham.” Straks tænkte drengen på korset, der var fremkommet i duens øje, da en solstråle ramte det. Gennem dette syn fattede drengen håb.

 

Sommeren gik og drengen blev igen indlagt, denne gang i en lang periode, men mindet om ringduen havde han taget med sig, for dens budskab om håb og fred havde inspireret ham så meget og givet ham en ro, som kun kunne komme fra himlens Gud. Ringduen forblev en god ven og hans tankers hjem indtil det sidste.




Kærlig hilsen og Guds fred
Gert Grube
-
www.dagens-ord-andagt.dk







MANNA andagter på Kirkerne DK

 
Etnos Forlag

klik på pilen og kom Klik dig op til toppen af denne side til toppen af denne side

 

 



Counter pr. 1/2-2012

eXTReMe Tracker
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere Dagens Ord Andagter
Countere siden 23. november 2002