
REJS DIG OP

Herre, du ønsker ikke,
at vi skal gruble over fejl og mangler
og ikke komme ud af stedet.
Du siger til enhver:
“Rejs dig op!”
Du sagde myndigt til dit folk i ørkenen:
“Nu har I længe nok opholdt jer
ved bjerget her, rejs jer op.”
Og dit folk måtte rejse sig
og drage mod det forjættede land.
Til Elias, som i angst gemte sig
under en busk, lød det:
“Rejs dig op og spis!”
Og styrket af et måltid gik han bort.
Til den lamme blev der sagt:
“Rejs dig op, tag din seng og gå hjem”,
og manden gik hjem som et frit menneske.
Og til Peter blev der sagt:
“Stå hurtigt op”, og lænkerne faldt af hans hænder.
I dag siger du til enhver:”Rejs dig op og bliv lys!”
Herre, lad mig rejse mig
og løfte din fakkel højt blandt mennesker.
Amen. 

|