2. Kor. 12,9-10: ”Men han har svaret mig: ’Min nåde er dig nok; for i magtesløshed udfolder min kraft sig helt’. Langt hellere vil jeg derfor rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig. Derfor er jeg tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, i nød, under forfølgelser, under ængstende kår for Kristi skyld; for når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.”
Det er nyttigt engang imellem at standse op ved Paulus' livsmanual. Han indrømmer blankt, at Guds nåde er altafgørende i hans liv. Han er dybt afhængig af Gud - hver dag. For han ved godt, at det onde kan snige sig ind i sind og tanker og ødelægge den dyrebare tro. Det er jo ikke den positive omtale eller den fromme livsførelse, som bærer livet igennem. Det er ALENE Guds ufortjente nåde, som skal holde os oppe og være drivkraften i vore liv.
I den forbindelse er særdeles befriende at tænke på lignelsen om den fortabte søn, hvor den hjemvendte søn siger: ”Far jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.”
Sønnen vidste godt, at han på grund af sine fodfejl ikke fortjente noget som helst. Han var jo beregnende, da han fik udbetalt arven, og han havde i sin selvforherligelse ødslet alle pengene væk. Hvad var der mere tilbage? Kun skam og usselhed. Men så møder sønnen nåden i hele dens fylde.
Faderen svarer slet ikke på sønnens indrømmelser. Men i stedet giver han sine tjenere besked på at finde den FINESTE festklædning, en ring og et par sko, for nu skal sønnens fortabthed skjules af faderens synlige kærlighed.
Et stærkt billede på, hvordan Gud tænker, når vi som syndere lægger alt ved korsets fod: selvforherligelse, beregnende tro, fodfejl. Da får vi lov til at høre Jesu livsbekræftende: ”Det er fuldbragt!” Ja bedre ord er aldrig sagt.
Gud kan nemlig ikke fornægte sig selv, men forbliver tro over for sin pagt på Golgata.
Jo, Gud viser sig stærk i det svage og i de svage. Et herligt budskab.
Grundtvig formidler det fint i afslutningsverset i salmen ”Løgnens fader vi forsage: